Coaching

Coaching skaber et fortroligt rum til refleksion, klarhed og udvikling.

Tina arbejder med ledere og erfarne professionelle, som står over for nye krav, vigtige valg eller en overgang i deres arbejdsliv.

Det kan være, når du skal finde dig til rette i en ny lederrolle, håndtere et større ansvar, navigere i komplekse relationer eller hvis du overvejer, hvad næste skridt i dit arbejdsliv skal være.

Hvornår kan coaching være relevant?

Coaching kan blandt andet være relevant, når du:

  • går fra specialist til leder
  • er ny i en lederrolle
  • står med et større eller ændret ledelsesansvar
  • oplever svære dilemmaer i rollen som leder
  • har brug for at skabe klarhed om prioriteringer og retning
  • overvejer et karriereskift
  • står i en professionel transition
  • er nået til et punkt i arbejdslivet, hvor næste skridt ikke er givet på forhånd

Udgangspunktet er altid din egen situation og det, du ønsker at arbejde med.

Coaching med erfaring i bagagen

Coaching handler ikke om at få udleveret et facit.

Tinas opgave er at hjælpe dig med at undersøge din situation, udfordre dine antagelser, se nye perspektiver og skabe større klarhed om dine muligheder og valg.

Når det er relevant, bringer hun også perspektiver fra sit eget arbejdsliv og mange års ledelseserfaring ind i samtalen. Det sker altid med respekt for, at det er din situation, dine mål og dine beslutninger, der er i centrum.

Coaching og rådgivning er forskellige discipliner – men en erfaren coach behøver ikke lægge sin erhvervserfaring uden for døren.

Om Tina

Tina har mange års erfaring som leder og arbejder med coaching og udvikling af ledere og erfarne professionelle.

Hun er uddannet coach hos MindJuice med afsæt i International Coaching Federations principper og etiske standarder.

Hendes egen ledelseserfaring giver hende en praktisk forståelse for de dilemmaer, forventninger og relationer, der følger med ledelsesansvar, karriereudvikling og organisatoriske forandringer.

Tina er desuden tilknyttet AS3 som rådgiver, hvor hun arbejder med mennesker i forbindelse med karriere og professionelle forandringer.

Sådan foregår et coachingforløb

Et coachingforløb tager udgangspunkt i den situation, du står i, og det du ønsker at blive klogere på eller udvikle.

Vi begynder typisk med en kort indledende samtale, hvor vi afklarer, hvad du ønsker at få ud af et forløb, og om Tina er den rette coach for dig.

En coaching-session varer typisk omkring 50 minutter og gennemføres som udgangspunkt online.

Nogle problemstillinger kan behandles i få samtaler, mens andre egner sig bedre til et forløb over længere tid. Forløbet tilpasses altid den konkrete situation.

Indholdet i samtalerne er fortroligt.

Skal vi tale sammen?

Hvis du står over for en ledelsesmæssig udfordring, et vigtigt karrierevalg eller en professionel overgang, er du velkommen til at tage kontakt til en indledende samtale.

Kontakt Tina på 6043 3385 eller på tina@holde.net